Af René Birk
Laursen
Fotos: Klaus Christensen & Peter Fjelsten
Trykflasker til dykning kan overordnet opdeles efter det materiale de er lavet af. De to typiske materialer er stål og aluminium. Hvert materiale har sine fordele og ulemper. Flasker af stål vejer normalt mere end en tilsvarende flaske af aluminium, mens en flaske af aluminium typisk har større udvendige dimensioner end en stål flaske med en tilsvarende intern volumen.
Når man snakker om flasker indenfor DIR er der 2 egenskaber, som er vigtige, nemlig flaskens opdriftskarakteristik og dens længde. Opdriftskarakteristikken har en indlysende påvirkning af dykkerens afvejning og opdrift. Indenfor DIR er filosofien bruger man stålflasker til dykning med tørdragt, mens man bruger aluflasker til dykning med våddragt.
2*12L 232 bar Tortec med V4Tec flaskebånd og Scubatec manifold.
Læg mærke til den halve V-vægt og dens placering. Hvis man er "næsetung" i sit trim, kan man med fordel vende V-vægte nedad. Denne er på 2 kg.
Der er ikke let at få store aluminiumsflasker i Danmark og derfor bruges der typisk stålflasker til alt dykning i Danmark. Dette kan godt forsvares, da dykningen herhjemme næsten altid foregår i en tyk våddragt eller tørdragt. Man skal dog huske at tykke våddrager ændrer opdriftskarakteristik (taber en del af deres opdrift) når man dykker ned og derfor kan våddragter ikke bruges til dybe dykninger.
Flaskens længde har en stor betydning for dykkerens trim i vandet. Korte flasker vil typisk få en dykker til at tippe forover, fordi der ikke er vægt nok nede omkring hoften og bagdelen på dykkeren. Derfor bruges korte flasker typisk ikke indenfor DIR. Dette betyder en de buttede 12’ere ikke kan bruges til enkeltflaske dykning og at 2x15L ikke er optimal til dobbeltsæt.
Indenfor DIR bruger man kun lavtryksflasker (under 240 bar). Årsagen til dette er, at et højere tryk vanskeliggør gasblanding og slider unødigt meget på regulatoren. Endvidere vil 300 bar på en flaske ikke være ensbetydende med 1/2 mere gas i forhold samme flaske med 200 bar, pga. gassers ikke-lineære kompressibilitet.
Indenfor DIR dykker man altid med dobbeltsæt, når der er tale om et "overhead" dyk. Et "overhead" dyk defineres som et dyk, hvor man ikke kan gå direkte til overfladen, som følge af tvungen dekompression, et huleloft, vragpenetrering, isdykning eller anden fysisk separation fra overfladen.
Et dobbeltsæt opbygges af to ens flasker, en isolationsmanifold og to rustfrie spændebånd og ikke andet. Man bruger altså hverken net eller standfødder, da disse kan udgøre en ihængningsfare og kan gøre at saltvand bliver siddende længe på flasken efter et dyk.
Scubatec manifold. På nye modeller er standard ventilhåndtagene (det grønne) i blødt gummi. Man behøver således ikke skifte til Sherwood (de sorte), selvom de er lettere at få fat i.
Læg mærke til at møtrikkerne til broen ikke er spændt fast – så vil den blot dreje hvis den rammer noget.
Manifolden skal være med aksiale o-ringe og være monteret med ventilhåndtag, der ikke går i stykker, hvis man svømmer/scooter imod noget hårdt. Hvis dobbeltsættet bruges sammen med en tørdragt må flaskerne gerne være tunge. Derved undgår man at skulle have ret meget ekstra bly på.
De rustfrie spændebånd skal være bredde (6-8 cm) og være i stand til at holde flaskerne med præcis samme afstand i toppen og bunden af sættet. Dette skal sikre at der ikke kommer et ujævnt træk i manifolden, hvilket giver en langt større risiko for utætheder i manifolden. Hvert spændebånd spændes med en bolt og møtrik, således spændebåndet sidder godt fast og ikke kan gå løs. Bolten skal være lang nok til at den kan gå igennem bagpladen og spændes med en vingemøtrik på bagpladens forside.
Afstandsstykkerne ses tydeligt her. De sørger for at afstanden mellem flaskerne er præcis den samme for oven og for neden.
Standard dobbeltsæt i Nordeuropa er 2x7, 2x12L og 2x18L.
2x10L kan i nogle bruges, hvis personen er meget kort og trim kan opretholdes. Det samme gælder for 2x15L, men 2x12L eller 2x18L vil typisk være et bedre valg.
DIR-DK anbefaler:
Tunge flasker fra TorTec eller Heiser
Spændebånd fra V4Tec eller Highland Millwork
Ventil fra ScubaTech, Beaver, ScubaPro eller lign.
Gummiventilhåndtag fra Sherwood eller Halcyon
Et enkeltflaske-setup bruges til åbenvandsdykning, hvor det er muligt at gå direkte til overfladen. Det med at dykke dybt med en enkeltflaske er altså ikke DIR. Dybt er jo et relativt begreb, men i praksis ligger grænsen vel på omkring 20 meter. Hvis enkeltflasken bruges i forbindelse med våddragt, er det vigtigt at flasken ikke er tung, da våddragten taber en del opdrift på 20 meter (i teorien en tredjedel, i praksis knapt så meget).
En setup’et består af en flaske og en ventil og ikke andet. Der bruges altså ikke flaskefod eller net på flaskerne.
Der er to forskellige måder at montere enkeltsflasken på bagpladen. Enten kan man bruge en enkeltflaske adapter, som spændes på flasken med weblocks og skrues på bagpladen med vingemøtrikker. Alternativet er at sætte weblocks direkte i bagpladen (Fotos).
Ventilen bør være en normal enkelt ventil. Y- og H-ventiler er ikke DIR, da de ikke øger sikkerheden, men derimod medføre yderligere kompleksitet til setup’et. Hvis man kan bruge sine regulatorer til sobbeltsæt direkte på en Y- eller H-ventil kan det godt forsvares hvis man er vant til at dykke med dobbeltsæt, men er man begynder – eller har man et dedikeret regulatorsæt til enkeltflaske – bør man holde sig til en almindeligt ventil.
Man bør undgå ventiler hvor der er en skarp vinkel i gassens vej fra flasken til førstetrinnet, som f.eks. Z-ventiler. Ventilen bør have et håndtag som er let at åbne/lukke (gummihåndtag virker også fint her).
DIR-DK anbefaler:
Lange flasker evt. Faber hvis flasken skal være let
Adapter setup
Almindelig ventil
Gummiventilhåndtag fra Sherwood eller Halcyon
Dekoflasker bruges til at dekomprimere på efter dykket, således man forkorter dekompressionen gennem brug af optimerede dekompressionsgasser. Stageflasker, derimod, indeholder "bundgas", altså samme gas som anvendes på selve dykket. Disse bruges til at forlænge tiden på bunden eller for at at få større sikkerhed på bunden ved at medbringe ekstra gas.
Til deko- og stageflasker bruges udelukkende alu-flasker i følgende 3 størrelser: 7 liter, 40 cu.ft (ca. 5,7 liter) og 80 cu.ft. (ca. 11,5 liter), alle helst af mærket Luxfer. Disse flasker vil være tæt på neutral i vand. Netop det at flaskerne er neutrale er en vigtig egenskab for deko- og stageflasker. Dette sikrer, at dykkerens opdrift ikke ændres markant, hvis en eller flere flasker fjernes f.eks. i en nødsituation eller ved huledyk.
Deko- og stageflasker er konfigureret med to karabinhager som er monteret ved hjælp af en stykke reb og et metal spændebånd. Karabinerne sidder således, de kan skæres af i nødstilfælde.
Vedrørende ventilen og ventilhåndtag gælder det samme som for enkeltflasken.
DIR-DK anbefaler:
Luxfer 80 cu.ft. (ca. 11,5 liter) til stage flasker og til deko på lange
dyk
Luxfer 40 cu.ft. (ca. 5,7 liter) til deko
Luxfer 7L til deko
Almindelig ventil
Gummiventilhåndtag fra Sherwood eller Halcyon
Flasker til argon kan monteres på to måder alt afhængig af typen af dyk. Til vragdykning bruges små flasker som monteres i tæt ind til dykkeren/bagpladen i venstre side. Flaskens størrelse er typisk fra 6 cu.ft (ca. 0,9 liter) til 1,5 liter og materialet er altid aluminium. Der er forskellige metoder til montering af små argon flasker (fotos)
Til huledykning bruges typisk lidt større flasker, da der er flere op og nedstigninger ved denne form for dykning. Hvis der bruges en flaske større en 1,5 liter bliver den placeret på siden af dobbeltsættet på venstre side ved hjælp af specielle bånd. Den typiske flaske til denne form for montering er 14 cu.ft. (ca. 2 liter).
DIR-DK anbefaler:
Luxfer 6 cu.ft., Luxfer 1 eller 1,5 liter til vragdyk
Luxfer 14 cu.ft. til huledykning
© 2003–2004 DIR-DK. Sidste opdatering: 9-oct-07 22:01 (Webmaster)